Reportage fra 1. spadestik

16. august 2010

Hele sommeren har entreprenørmaskiner gjort byggepladsen klar til opførelse af verdens største bioenergianlæg. Og mandag 16. august var Maabjerg BioEnergy så endelig klar til at begynde byggeriet af procesanlægget. 

Fødevareminister Henrik Høegh kom forbi mandag formiddag for at tage det første, symbolske spadestik under overværelse af 400 indbudte gæster, og om eftermiddagen var byggepladsen åben for alle interesserede. 

Her var der kaffe og kage til alle de ca. 250 gæster, der lagde vejen forbi. Der var underholdning i teltet, og samtidig fik gæsterne mulighed for at se en model af det færdige byggeri og få informationer om bioenergianlægget. Der var sågar mulighed for at hilse på repræsentanter for nogle af de dyr, der skal levere klimavenlig fjernvarme til Holstebro og Struer. 

"Vi har oplevet en stor interesse for Maabjerg BioEnergy fra lokalområdet, og derfor ville vi gerne åbne dørene på sådan en festdag," siger Arne Lægaard, der er formand for bestyrelsen i Maabjerg BioEnergy Drift A/S. 

"Maabjerg BioEnergy er et stort projekt - både investeringsmæssigt og klimamæssigt. Med 200 landmænd som leverandører og en lang række lokale aktører som deltagere i byggeprocessen er det et projekt, der vil præge området. Vi håber, at man i Holstebro og Struer vil være stolt af, hvad Maabjerg BioEnergy gør for klimaet og for landbruget som erhverv, og derfor ønsker vi helt fra starten at invitere lokalsamfundet indenfor, så det kan blive vores allesammens succes," siger Arne Lægaard.