Grøn vækst og 2.200 arbejdspladser til Vestjylland

21. maj 2013

I Vestjylland lover fremtidsudsigterne både vækst, nye job og grønt miljø, efter at Miljøstyrelsen har godkendt det banebrydende miljø- og energiprojekt Maabjerg Energy Concept (MEC) ved Holstebro.

Projektet vil medføre milliardinvesteringer og kan ifølge MEC skabe godt 4.000 jobs under anlægsfasen og ca. 2.200 varige arbejdspladser, når anlægget er færdigt. 

Miljøstyrelsen har både været VVM- og miljømyndighed, og godkendelsen af projektet har krævet otte selvstændige tilladelser og godkendelser og en seks mand høj projektgruppe til at arbejde med sagen.

"Miljøministeren har lagt mærke til projektets potentiale, og Miljøstyrelsen har blandt andet prioriteret mange fysiske møder med vores byggerådgiver COWI og Holstebro Kommune, og det har været afgørende for at holde tidsplanen. Sagsbehandlingen har faktisk været så imponerende hurtig, at det har vakt opsigt i branchen - og det er vi selvfølgelig taknemmelige for. Det er også i alles interesse at holde projektet på skinner, for MEC har miljø- og erhvervsmæssige fordele, der gør det til et win-win-projekt," siger Jørgen Udby, der er bestyrelsesformand for konsortiet bag Maabjerg Energy Concept.