Maabjerg BioEnergy er en realitet

4. juni 2010

Efter otte års forberedelser er Maabjerg BioEnergy endelig klar til at opføre det produktionsanlæg, der skal blive verdens største bioenergianlæg. Det står klart efter, at bestyrelsen for selskabet netop har godkendt resultatet af en omfattende udbudsrunde med 12 delentrepriser.
 
Over 100 firmaer deltog i prækvalifikationsrunden. Heraf blev i alt 60 firmaer valgt ud til at deltage i selve udbudsrunden, hvor de skulle afgive et fastpristilbud på den enkelte entreprise. Resultatet er et produktionsanlæg, som investeringsmæssigt er på 250 mio. kroner. Samlet set vil projektet inklusiv rørsystemer for biogas, spildevandsslam, gyllenet og lagre udgøre en samlet bruttoinvestering på 375 mio. kr.
 
Projektet blev oprindeligt udbudt som ét samlet projekt. Det blev imidlertid aflyst i sommeren 2009, da der kun kom ét bud. - Et år senere står Maabjerg BioEnergy altså med en besparelse på 51 mio. kroner i forhold til det aflyste udbud. Det svarer til en besparelse på 16,5 procent.
 
I det forgangne år er der desuden sket en gunstig renteudvikling, som sammenholdt med fordelagtige serviceleverancer i de nye tilbud, giver et mere økonomisk robust projekt. Set over en 20-årig periode forventer Maabjerg BioEnergy at oparbejde en egenkapital på i alt 143 mio. kroner, svarende til en forbedring på 28 mio. kroner i forhold til det oprindelige projekt.
 
Bestyrelsesformand Arne Lægaard udtrykker stor tilfredshed med det opnåede resultat og glæde over, at anlægget nu bliver en realitet.
 
"Det var en vanskelig beslutning at aflyse udbuddet så tæt på målstregen sidste år. Men varmeselskaberne i Holstebro og Struer har lagt alle kræfter i at vende hver en sten i projektet, så vi nu står med et de mest solide anlægsprojekter, jeg har set. Det vil sikre attraktive og stabile varmepriser de næste mange år i Holstebro og Struer kommuner," siger han.
 
Arbejdet i varmeselskaberne er foregået i tæt parløb med cirka 200 lokale landmænd i leverandørforeningen.
 
"Vi skylder en stor tak til de ildsjæle i landbruget, som for år tilbage havde modet til at tænke stort og fremsynet. Miljøkravene er allerede blevet skærpet markant, siden projektet tog form for otte år siden, og havde det ikke været for Maabjerg BioEnergy ville mange landmænd være presset til at reducere antallet af dyr for at undgå at udlede for mange næringsstoffer. Nu bliver gyllen i stedet til billig og miljøvenlig fjernvarme, og samtidig bliver Maabjerg BioEnergy en helt afgørende faktor i at sikre, at Vestjylland kan bevare sin rolle som Danmarks spisekammer," siger Arne Lægaard.
 
De første entreprenørmaskiner ruller ind på Energivej i det nordlige Holstebro allerede 7. juni, medens det officielle første spadestik bliver taget efter sommerferien.
Efter ferien venter også en omfattende udbudsrunde for etablering af omladestationer samt et unikt transportnet af rørledninger, der skal sende råstoffer ind til Maabjerg BioEnergy og forarbejdet gylle retur til landbruget.
 
Anlægget står færdigt ved udgangen af 2011 og går i kommerciel drift i 2. kvartal 2012.

Fakta om Maabjerg BioEnergy

  • Omdanner 500.000 tons biomasse til ren energi - varme og el.
  • Producerer årligt 18,4 millioner kubikmeter biogas.
  • Total investering på 375 mio. kr.
  • Nettoomsætning på 45 mio. kr./år.
  • Energiudnyttelsen svarer til varme- og elforbrug i 5.000 / 12.500 boliger.
  • Reducerer i klimabelastning med 50.000 tons CO2 / år.
  • Reducerer kvælstof og fosfor i vandmiljøet med 109 og 311 tons/år.
  • Samfundsøkonomisk gevinst på 1 mia. kr.
  • Bevarer 300 arbejdspladser i landbrug og fødevareerhverv.