Brikkerne er ved at falde på plads

31. oktober 2011

Der er altid travlt i slutfasen af et byggeri. Og når man bygger 'Verdens største bioenergianlæg af sin art' er der selvsagt ualmindeligt travlt. Men det går stadig godt, fortæller driftschef Viggo Mose.

Han er næsten færdig med at få ansat det team, der skal holde anlægget kørende, når det bliver færdigt. Der er allerede ansat to elektrikere og to smede. Og snart følger en administrativ medarbejder og en laborant. De fire håndværkere er allerede godt i gang med at hjælpe til med at få indrettet de nye bygninger.

"Vi er i fuld gang med at sikre, at leverandørerne følger tidsplanen. Samtidig er vi behjælpelige med at svare på spørgsmål om entrepriserne på el- og metalområdet," fortæller Viggo Mose.

I denne travle tid er der ingen, som kan beskylde driftpersonalet for at sidde og kukkelure ved skrivebordet. Sådan ét har de nemlig ikke, efter som møblerne er ikke på plads endnu.

"Vi skal være klar til at rykke ud fra skurvognene og ind på kontoret i uge 49, og så skal møblerne selvfølgelig være på plads først. Den nye administrative medarbejder tiltræder desværre først 1. december, så vi trækker i stedet på assistance fra Vestforsynings HR-afdeling for hjælp til at få indrettet kontorarbejdspladsen. Vestforsyning har jo også erfaringer på området, og det er også et godt eksempel på, hvordan vi kan trække på hinandens ekspertise," forklarer Viggo Mose og minder om, at Vestforsyning også kommer til levere bl.a. økonomi- og regnskabsassistance til Maabjerg BioEnergy.

Som om der ikke var travlt nok, så er Viggo Mose og kollegerne optaget af en anden stor opgave.

"Lige nu er vi ved at se på det nye logistiksystem, der skal styre, hvor lastbilerne skal hen," fortæller han.

- Er det dét, man kalder et flådestyringssystem?

"Ja og nej. Et flådestyringssystem holder som regel styr på, hvor bilerne er henne osv. Det er også nyttig information, men vores system skal faktisk kunne mere end dét. Logistisksystemet bliver et vigtigt redskab for den samlede administrative styring af Maabjerg BioEnergy, så vi skal bl.a. have det koblet sammen med afregningssystemer for leverandørerne. Og så ligger der også en kobling til sikkerhedssystemerne, for lastbilerne skal have mulighed for at kunne læsse af uden for normal arbejdstid, og så skal chaufføren jo kunne komme ind til læsserampen."

Maabjerg BioEnergy skal modtage cirka en halv million tons biomasse på årsbasis. Det bliver til cirka 18 millioner kubikmeter biogas. Anlægget begynder med prøvedrift i januar 2012 og går i kommerciel drift i april.