1. spadestik - Fødevareministerens tale

16. august 2010

"Mine Damer og Herrer, Tak for invitationen til Jeres glædelige dag.

I 2003/04 fik miljøminister Hans Christian Schmidt en henvendelse fra nogle underlige vestjyske bønder, der havde etableret et selskab, som -  med vanlig jysk beskedenhed - skulle bygge verdens største biogasanlæg.
Et væsentligt motiv var at nedbringe udbringningen af fosforholdig husdyrgødning på de sarte jorder her på egnen, hvor der jo er en ganske omfattende husdyrproduktion. Til det formål er det ikke nok at afgasse gyllen. Fosforen skulle eksporteres helt ud af området.

Den smarte løsning var så at lave biogas af gyllen, separere den afgassede gylle i en centrifuge og derefter sende den gode flydende del af gyllen tilbage til gylletankene. Fiberfraktionerne med det meste af fosforindholdet kunne man vel sælge til planteavlerne ovre østpå.

Der var bare ikke noget marked for disse fiberfraktioner, og da det også var en løsning med betydelige transportomkostninger, blev der brug for ny kreativitet. - Hvorfor ikke brænde det sammen med alt det andet biomasse i det eksisterende Maabjergværk?

Det viste sig at være et yderst provokerende løsningsforslag. - Man måtte simpelthen ikke brænde husdyrgødning. Det var forbudt i henhold til miljøreglerne. Det måtte heller ikke ske i halmfyret hjemme på gården.

Hvis nu det ikke allerede var forbudt efter det ene sæt miljøregler, så blev det umuliggjort af andre miljøregler. Husdyrgødning var affald. En afbrænding skulle ske som affald, dvs. med avancerede og dyre tekniske krav til affaldsforbrændingsanlæg og store affaldsforbrændingsafgifter. Dvs. langt fra den enkle og billige løsning med at lave kraftvarme sammen med halmen i Måbjergværket.

I 2005 fik fødevareminister Hans Christian Schmidt tilslutning fra sine kolleger i regeringen til at nedsætte et lille udvalg, der skulle undersøge, hvor mange barrierer der egentlig var for at man kunne og måtte afbrænde husdyrgødning. Det viste sig at være ikke så lidt.

Det førte til, at vi ret hurtigt fik fjernet barriererne i Miljøministeriets og Fødevareministeriets regler om anvendelse af husdyrgødning. Vi fik - med hiv og sving og en besværlig procedure med godkendelse efter EU's konkurrenceregler - ophævet afgiften på forbrænding af fiberfraktioner fra afgasset og separeret husdyrgødning. Den lovændring fik hurtigt navnet Lex Maabjerg.

Så manglede bare at få fyret godkendt til at fyre med fiberfraktioner af husdyrgødning.

Den daværende formand for brancheforeningen for biogas (!) havde kun vagt hørt om projektet og vidste ikke rigtigt, om han skulle synes, at de der vestjyske bønder var rablende sindssyge eller nogle beundringsværdige innovationslystne ildsjæle. 

Der var jo det ved det, at hvis man nu kom for godt i gang med at brænde husdyrgødning - som jo umiddelbart lyder som en nem og billig løsning -, så risikerede vi måske, at interessen for biogas ville falde helt til jorden. De øvrige aktører i branchen for energiudnyttelse af husdyrgødning var derfor lidt tøvende med at vise begejstring for projektet. 

Siden da er der brugt mange timer og mange penge. Her og der og i Bruxelles osv.

Jeg vil gerne rose nogle af ildsjælene og sliderne for god jysk stædighed hos de mange landmænd, der begyndte med at investere i projektet og hos de deltagende forsyningsselskaber. 

Frontløbere som Martin Merrild, Allan Lunde, Jørgen Udby og mange flere. Personer, som jeg har mødt i gennem forløbet, og som jeg beundrer for gå på mod og vedholdenhed. 

Der er heldigvis sket det, at holdningerne i samfundet er gået i den retning, som Måbjergprojektet har været med til at stikke ud. Nemlig at kæde miljø-, landbrugs- og energipolitik sammen til intelligente løsninger med synergi. 

I al beskedenhed har jeg selv som organisationspolitiker og folketingspolitiker hjulpet til efter bedste evne, og jeg synes godt, at vi kan være den bioenergisatsning bekendt, som er bestemt i aftalen om Grøn Vækst sidste år, og i landbrugspakken - Grøn Vækst 2.0 i dette forår. Hertil kommer, at vi er godt på vej til helt afskaffe afgiften på forbrænding af organisk (såkaldt) affald. Vi har fået et nik fra EU-Kommissionen til, at det ikke er et problem i forhold til de fælles konkurrenceregler. Skatteministeriet arbejder på et lovforslag.
Disse elementer hjælper - sammen med de andre beslutninger i disse aftaler - med til at sikre det fremtidige underlag for Maabjergs virksomhed. 

Til gavn for miljø, klima, natur og - forhåbentlig - økonomi. 

Derfor er det med velbegrundet optimisme, at jeg sagde tak til at være med til at tage det første spadestik i dag. Og derfor er det med samme velbegrundede optimisme, at jeg tog det første spadestik for lidt siden. 

Til held og lykke Maabjerg BioEnergy"

Mandag 16. august 2010 kl. 10:30 tog fødevareminister Henrik Høegh (V) det officielle første spadestik for byggeriet af Maabjerg BioEnergy. (video: Mads Haukrogh. Foto: Jens Bach).