Historie

Det var de to kommuner Holstebro og Struer, der gennem deres varmeplaner tog initiativ til etableringen af MEC - BioHeat&Power (tidl.: "Måbjergværket"), som skulle forsyne de to hovedbyer og en række landsbyer.

Værket var fra starten langt forud for sin tid når det handler om klimaspørgsmålet, og bidrager også i dag væsentligt til de flotte klimaregnskaber i de to kommuner. Planlægningen og værket har modtaget både nationale og internationale priser for fremsynet.

Det blev Vestkraft I/S, som var en sammenslutning af kommunale og brugerejede forsyningsselskaber i Vestjylland samt Thy og Mors, der som ejere tog første spadestik til Måbjergværket i april 1991, og allerede i januar 1993 blev værket sat i drift.

Det kostede i sin tid ca. 600 millioner kroner at opføre Måbjergværket. I dag ville det koste over en milliard kroner at opføre et tilsvarende værk.

I 1999 blev Vestkraft omdannet til aktieselskab, og året efter fusionerede selskabet med andre jysk-fynske kraftværksselskaber til Elsam A/S. Ved den store energifusion i 2006 blev bl.a. Måbjergværket overtaget af det statsejede DONG Energy A/S.

I sommeren 2015 kom kraftvarmeværket tilbage på lokale hænder. 5/7 af værket ejes nu af Holstebros forsyningsselskab Vestforsyning, mens Struer Forsyning ejer de resterende 2/7.

Værket leverer i dag 28 megawatt el, svarende til forbruget i ca. 40.000 husstande, og 84-110 megajoule / sekund fjernvarme, svarende til fjernvarmeforbruget i 16-22.000 parcelhuse.

Her er en kort oversigt over værkets tekniske udvikling.