Sådan virker det

Det giver sig selv, at transporten af 800.000 tons biomasse om året frem til MEC - BioGas er en stor udfordring. Alene gylletransporterne udgør 50-60 vogntog i døgnet til og fra biogasanlægget.
 
MEC - BioGas har valgt en kombination af lastbiltransport og et rørsystem, som bl.a. forbinder Holstebro Centralrenseanlæg til biogasanlægget. Ved at anvende rørtransport forhindres lugtgener og den omfattende lastvognstrafik på landevejene ind til anlægget undgås.

I første omgang opereres der med en omladestation placeret øst for Holstebro. Tekniske vanskeligheder har dog gjort det vanskeligt at tage rørforbindelsen i brug, men der arbejdes fortsat på sagen.
 

Rørsystemets opbygning

Langs med rørledningerne placeres en række knudepunkter med lagertanke, hvorfra gyllen pumpes ind til biogasanlægget.
 
Rørledningen består af et dobbeltrør. Det ene anvendes til at føre gyllen frem til anlægget og i det andet rør returneres den rensede gylle til lagertanke ved knudepunkterne. 

Leverandøren afleverer gylle ved knudepunkterne og henter slutproduktet samme sted.